Thursday, October 17, 2013

Feriens første farvning

Jeg har et hyggeprojekt her i min efterårsferie. Jeg skal nemlig farve en masse garn til et julemarked for en veninde. Det er selvfølgelig blevet lidt sent på året at plantefarve for rigtig mange af de gode farveplanter er visne nu, men først skulle vi jo have ideen og dernæst skulle vi have fat på noget garn. Men så må jeg være lidt kreativ og improvisere lidt med det jeg nu kan få fat på! Farves skal det! :) 
Garnet kom i mandags, og skulle først bejdses. Det tager lidt tid at bejdse seks kg garn fandt jeg ud af...  I går var jeg endelig færdig med det, og cyklede så ud for at se på mulighederne.
Det store stykke med gyldenris, hvor jeg tidligere har høstet, var fuldstændigt afblomstret. Og ikke bare vissent, men blomsterne havde sat frø og var hvide og puffede og lignede ikke noget, der kunne bruges til at farve med.
Lidt længere ude af stien var der heldigvis noget gyldenris, der var knapt så vissent. Ok, lidt vissent var det, men de var ikke gået totalt i frø, og jeg kunne godt finde nogle friske blomsterstande hist og her.
Det var en fantastisk dag at høste planter. Høj sol, ganske få skyer, ingen vind og pangfarver på alle træerne.
2 kg gyldenris blev det til her hvor stien ender, og gyldenrisene altså af en eller anden grund er 14 dage bagud i forhold til alle andre gyldenris på egnen. De ligner helt de andre gyldenris, og de har ikke stået i skygge, så hvorfor de er 'bagud' ved jeg ikke. Det er også lige meget - jeg er bare glad for, at der var noget at høste stadigvæk! Hurra for de små forskelle! :)

Derpå gik jagten ind efter egetræer. Og der er egentlig rigtig mange egetræer i området. De er bare ret ubrugelige, for de er umanerligt store, så der er ingen grene i nå-afstand fra jorden... Men efter lidt søgen fandt jeg nogle små egetræer i kanten af skoven. Og et enkelt galæble blev det også til! Galæbler bruger man også til at farve med - de farver gråt, men der skal nok samles en hel del flere galæbler, før jeg kan få nytte af dem i farvningen!
Hjemme igen fik jeg sat en gryde med egeblade over i den ene gruekedel. Og ja - nu hvor der skal farves ret meget garn, så har jeg fået lånt mig frem til to gruekedler, så jeg kan farve mere ad gangen. Det ville jo tage lidt tid at få farvet alle seks kg i suppegryden!

Først koger jeg egebladene af i vand. Jeg har tidligere farvet garnet sammen med plantematerialet, men for at spare tid/arbejde, nu hvor mængderne er lidt større end til mit eget forbrug, så laver jeg et planteafkog, sier plantesuppen fra bladene og farver så med suppen alene. 


Og her er det, at det er praktisk at have to gruekedler. For først koger jeg som nævnt egebladene grundigt af. Problemet er så, at uld ikke kan tåle store temperaturskift. Derfor skal jeg enten vente på, at farvesuppen køler ned, inden jeg kan farve med den - eller jeg skal lave et 'trick'. 'Tricket' består i at jeg kommer mit garn i den anden gruekedel, kommer lidt vand på, så garnet lige akkurat er dækket, og bringer vandet i kog. Når vandet med garnet så koger, så tapper jeg den stadig næsten kogende farvesuppe fra den første gruekedel over i en spand og hælder farvesuppen på garnet. På den måde behøver jeg ikke vente på at farvesuppen er kølet ned, men kan farve med det samme. Det er da lidt fikst, ikke? :)
Det her billede var jeg fristet til ikke at sætte på bloggen, for jeg blev pludselig ramt af noget 'hvad vil folk dog ikke tænke, når de ser de beskidte vinduer'-agtigt. Men nu får I billedet af mine beskidte vinduer alligevel, for er han ikke bare kær, som han står der og kigger efter Ib? Det er Iblingernes far, der åbenbart er på frierfødder igen...

Garnet oppe efter første farvning. Lækker nougatfarve!
Så mørk er farvesuppen stadig efter første farvning. Der er bestemt farve nok til endnu en farvning...
Anden farvning lige startet..... Når den er færdig, bliver det meste af garnet fra både første og anden farvning behandlet med jernvitriol. Det får garnet til at skifte fra brunt til meget fine grå nuancer.
På ovenstående billede viser det færdige resultat. Der er ufarvet garn i midten - bare for at vise hvor meget garnet farves i forhold til det ufarvede garn. Jeg synes, der er ret meget farve i egeblade - og sikkert endnu mere farve tidligere på året! På hver side af det ufarvede garn hænger et enkelt fed fra henholdsvis første farvning (til venstre) og anden farvning (til højre). Ved siden af disse brune fed hænger garn, der efter farvningen er blevet behandlet med jernvitriol for at få de grå nuancer.
Jeg er ret glad for det første resultat - og nu venter gyldenrisene. Jeg tror, det bliver superflot med de gule og de grå nuancer sammen!

No comments:

Post a Comment