Sunday, June 9, 2013

Strik i Kongens Have - WWKIP 2013

Det kunne godt gå hen at blive en tradition, at jeg tager ind til Kongens Have til den årlige WWKIP (World Wide Knit In Public) sammenkomst af strikkere. Det er afslappet og hyggeligt. Masser af snak og inspiration på kryds og tværs. Masser af inspiration....
Vi havde nærmest perfekt vejr i år. Solskin det meste af tiden - afløst af ganske få skyer - men helt uden blæst eller regn. Slavi havde arrangeret at Innocent Smoothies kom og delte smoothies ud, og det var dejligt, for jeg havde ikke tænkt i madpakke (Ja, lidt distræt er jeg vel...). Jeg må se om ikke jeg kan huske det næste år!
Der var masser af fine og inspirerende ting at kigge på, for alle havde jo gang i et eller flere håndarbejder. Jeg  fik kun taget billeder af et par enkelte ting (kom til at snakke for meget og glemte kameraet), blandt andet ovenstående hexagon-mønstrede vest, der er lavet af Ellen Bagge. Det er også Ellen, der er afbilledet på nedenstående billede i et meget tjekket outfit. hvor den turkise farve i den strikkede bluse matcher den turkise kjole perfekt. Så tjekket bliver jeg nok aldrig, men jeg kan vel arbejde på det?
Der er et 'fiskeskælsmønster' på Ellens bluse. Det kan man desværre kun lige akkurat fornemme på billedet, og det er ærgerligt, for det var rigtig fint.
Der blev også strikket på tyndt tyndt grønt garn til en fin gennemsigtig bluse, fine gule silkesjaler med hulmønstre, et blå/petrol tørklæde i dobbeltstrik med tekst i elverskrift fra Ringenes Herre ( i nogle af mine yndlingsfarver, så jeg var lidt solgt!) - og så var der det fineste flerfarvestrik i rester af Rasmillas yndlingsgarn. Det skulle blive til et tørklæde, men jeg syntes det råbte på at blive til en sweater med flerfarvestrik i ribben forneden på både ærmer og krop - og så med en ensfarvet grå krop. Så nu bliver jeg nok nødt til at strikke mig sådan en sweater. Bare fordi jeg fik ideen i dag og det kunne være pænt...

Det var en skøn dag. Der skulle være flere af den slags.... :)

No comments:

Post a Comment