Sidste år var min mellemste på efterskole og ønskede sig rigtig meget at jeg strikkede en oversized mangefarvet sweater med giraffer til hende. Jeg var nok lidt blød og let at overtale, fordi hun jo på en måde var flyttet hjemmefra og jeg storsavnede hende. Nu er sweatermønstre med giraf motiver til 16-årige ikke noget der hænger på træerne, og måske lidt typisk for mig tænkte jeg at 'hvor svært kan det være' og gik bare i gang.
Først fandt jeg et simpelt giraf mønster på nettet. Det var egentlig til sokker, men en giraf er vel en giraf. (Jeg kan desværre ikke linke til hvor jeg fandt mønsteret, for det er jo et år siden - og dengang printede jeg bare en kopi ud, og nu kan jeg ikke genfinde linket. Lidt ærgerligt!)
Så købte jeg tyve nøgler Peruvian Highland i ca ti forskellige farver efter datterens ønsker, dvs forskellige grønne og røde nuancer.
Og så kom vi til det med maskeantal og pindestørrelser og den slags mere matematiske overvejelser, og jeg besluttede mig igen for at 'hvor svært kan det være', og fandt en tilfældig sweateropskrift strikket i Peruvian Highland, valgte samme pindestørrelse som i opskriften - og slog så masker op til en størrelse XL. Og ja - datteren er jo en slank og smækker 16-årig (nu 17-årig...), men hun havde jo udtrykkeligt ønsket sig en meget stor sweater, så det blev så en størrelse XL. Og så gik jeg ellers i gang....
Jeg valgte at strikke sweateren på rundpinde, og det gik faktisk rimeligt hurtigt og var sjovt, lige indtil jeg kom til ærmegabene. Så gik jeg i stå. Sådan HELT i stå. Det der med at sidde med et gigant strikketøj - sådan noget jeg spydigt har omtalt som fire-mands-teltet, når jeg har været allermest træt af det! - og strikke frem og tilbage i flerfarvestrik, det var altså ikke sjovt. Jeg begyndte at strikke fejl i mønsteret på vrangsiderne med jævne mellemrum, og skulle hele tiden trævle op og strikkehastigheden gik bare ned - og det var stort og tungt at sidde med... og jeg hadede det. Og hende den søde, der skulle have sweateren, stortrivedes på efterskolen og kom ikke så meget hjem (ikke så meget, som JEG trængte til) for der var SÅ mange venner, der også skulle besøges i weekenderne, så jeg sad med en kæmpe sweater, der var umulig at strikke og savnede hende helt vildt og blev mere og mere indebrændt. Og så røg sweateren i skammekrogen og har ligger der lige siden. S'gu'.
Efterskoleopholdet er slut nu, og jeg får nu igen opfyldt mit behov for 'datterlig omsorg og opmærksomhed', og nu hvor det igen er blevet sweatervejr, så er girafstrikketøjet kommet frem, og jeg har de sidste aftner forsøgt at strikke på den. Det går stadig galt på nogle af vrangpindene, så der skal trævles op, men jeg prøver på at opmuntre mig selv, så jeg får den strikket færdig! Der mangler strengt taget kun fra ærmegabet og op på ryggen - og så de to ærmer - og ærmerne skal strikkes på rundpinde, så jeg slipper for de der trælse vrangpinde, hvor jeg har en tendens til at vende mønsteret forkert.
Og det hjælper også på strikkelysten, at der nu igen er en, der går og venter på, at den bliver færdig og som forstår at 'heppe' på den helt rigtige måde ved at fortælle mig, at hun glæder sig og synes den bliver rigtig god. Så bliver jeg glad og så ryger der tit lige en ekstra pind....
Først fandt jeg et simpelt giraf mønster på nettet. Det var egentlig til sokker, men en giraf er vel en giraf. (Jeg kan desværre ikke linke til hvor jeg fandt mønsteret, for det er jo et år siden - og dengang printede jeg bare en kopi ud, og nu kan jeg ikke genfinde linket. Lidt ærgerligt!)
Så købte jeg tyve nøgler Peruvian Highland i ca ti forskellige farver efter datterens ønsker, dvs forskellige grønne og røde nuancer.
Og så kom vi til det med maskeantal og pindestørrelser og den slags mere matematiske overvejelser, og jeg besluttede mig igen for at 'hvor svært kan det være', og fandt en tilfældig sweateropskrift strikket i Peruvian Highland, valgte samme pindestørrelse som i opskriften - og slog så masker op til en størrelse XL. Og ja - datteren er jo en slank og smækker 16-årig (nu 17-årig...), men hun havde jo udtrykkeligt ønsket sig en meget stor sweater, så det blev så en størrelse XL. Og så gik jeg ellers i gang....
Jeg valgte at strikke sweateren på rundpinde, og det gik faktisk rimeligt hurtigt og var sjovt, lige indtil jeg kom til ærmegabene. Så gik jeg i stå. Sådan HELT i stå. Det der med at sidde med et gigant strikketøj - sådan noget jeg spydigt har omtalt som fire-mands-teltet, når jeg har været allermest træt af det! - og strikke frem og tilbage i flerfarvestrik, det var altså ikke sjovt. Jeg begyndte at strikke fejl i mønsteret på vrangsiderne med jævne mellemrum, og skulle hele tiden trævle op og strikkehastigheden gik bare ned - og det var stort og tungt at sidde med... og jeg hadede det. Og hende den søde, der skulle have sweateren, stortrivedes på efterskolen og kom ikke så meget hjem (ikke så meget, som JEG trængte til) for der var SÅ mange venner, der også skulle besøges i weekenderne, så jeg sad med en kæmpe sweater, der var umulig at strikke og savnede hende helt vildt og blev mere og mere indebrændt. Og så røg sweateren i skammekrogen og har ligger der lige siden. S'gu'.
Efterskoleopholdet er slut nu, og jeg får nu igen opfyldt mit behov for 'datterlig omsorg og opmærksomhed', og nu hvor det igen er blevet sweatervejr, så er girafstrikketøjet kommet frem, og jeg har de sidste aftner forsøgt at strikke på den. Det går stadig galt på nogle af vrangpindene, så der skal trævles op, men jeg prøver på at opmuntre mig selv, så jeg får den strikket færdig! Der mangler strengt taget kun fra ærmegabet og op på ryggen - og så de to ærmer - og ærmerne skal strikkes på rundpinde, så jeg slipper for de der trælse vrangpinde, hvor jeg har en tendens til at vende mønsteret forkert.
Og det hjælper også på strikkelysten, at der nu igen er en, der går og venter på, at den bliver færdig og som forstår at 'heppe' på den helt rigtige måde ved at fortælle mig, at hun glæder sig og synes den bliver rigtig god. Så bliver jeg glad og så ryger der tit lige en ekstra pind....
No comments:
Post a Comment