Girafstrik

Sidste år var min mellemste på efterskole og ønskede sig rigtig meget at jeg strikkede en oversized mangefarvet sweater med giraffer til hende. Jeg var nok lidt blød og let at overtale, fordi hun jo på en måde var flyttet hjemmefra og jeg storsavnede hende. Nu er sweatermønstre med giraf motiver til 16-årige ikke noget der hænger på træerne, og måske lidt typisk for mig tænkte jeg at 'hvor svært kan det være' og gik bare i gang.

Først fandt jeg et simpelt giraf mønster på nettet. Det var egentlig til sokker, men en giraf er vel en giraf. (Jeg kan desværre ikke linke til hvor jeg fandt mønsteret, for det er jo et år siden - og dengang printede jeg bare en kopi ud, og nu kan jeg ikke genfinde linket. Lidt ærgerligt!)

Så købte jeg tyve nøgler Peruvian Highland i ca ti forskellige farver efter datterens ønsker, dvs forskellige grønne og røde nuancer.

Og så kom vi til det med maskeantal og pindestørrelser og den slags mere matematiske overvejelser, og jeg besluttede mig igen for at 'hvor svært kan det være', og fandt en tilfældig sweateropskrift strikket i Peruvian Highland, valgte samme pindestørrelse som i opskriften - og slog så masker op til en størrelse XL. Og ja - datteren er jo en slank og smækker 16-årig (nu 17-årig...), men hun havde jo udtrykkeligt ønsket sig en meget stor sweater, så det blev så en størrelse XL. Og så gik jeg ellers i gang....

Jeg valgte at strikke sweateren på rundpinde, og det gik faktisk rimeligt hurtigt og var sjovt, lige indtil jeg kom til ærmegabene. Så gik jeg i stå. Sådan HELT i stå. Det der med at sidde med et gigant strikketøj - sådan noget jeg spydigt har omtalt som fire-mands-teltet, når jeg har været allermest træt af det! - og strikke frem og tilbage i flerfarvestrik, det var altså ikke sjovt. Jeg begyndte at strikke fejl i mønsteret på vrangsiderne med jævne mellemrum, og skulle hele tiden trævle op og strikkehastigheden gik bare ned - og det var stort og tungt at sidde med... og jeg hadede det. Og hende den søde, der skulle have sweateren, stortrivedes på efterskolen og kom ikke så meget hjem (ikke så meget, som JEG trængte til) for der var SÅ mange venner, der også skulle besøges i weekenderne, så jeg sad med en kæmpe sweater, der var umulig at strikke og savnede hende helt vildt og blev mere og mere indebrændt. Og så røg sweateren i skammekrogen og har ligger der lige siden. S'gu'.

Efterskoleopholdet er slut nu, og jeg får nu igen opfyldt mit behov for 'datterlig omsorg og opmærksomhed', og nu hvor det igen er blevet sweatervejr, så er girafstrikketøjet kommet frem, og jeg har de sidste aftner forsøgt at strikke på den. Det går stadig galt på nogle af vrangpindene, så der skal trævles op, men jeg prøver på at opmuntre mig selv, så jeg får den strikket færdig! Der mangler strengt taget kun fra ærmegabet og op på ryggen - og så de to ærmer - og ærmerne skal strikkes på rundpinde, så jeg slipper for de der trælse vrangpinde, hvor jeg har en tendens til at vende mønsteret forkert.

Og det hjælper også på strikkelysten, at der nu igen er en, der går og venter på, at den bliver færdig og som forstår at 'heppe' på den helt rigtige måde ved at fortælle mig, at hun glæder sig og synes den bliver rigtig god. Så bliver jeg glad og så ryger der tit lige en ekstra pind....

Samsø luftes

Jeg er simpelthen blevet begavet på det allerdejligste! En af mine meget gode veninder har foræret mig et strik efter eget valg. Jeg kunne simpelthen vælge frit, hvad jeg ville have strikket, og så ville hun strikke det for mig. Det er simpelthen luksuriøst og forkælelsesagtigt på alle måder, og det tog mig noget tid at finde ud af hvad jeg skulle ønske mig. Der er jo mange dejlige strikkede ting rundt omkring...

Efter en del granskning af mange strikkebøger, forretninger, blogge, ravelry og hvor man nu ellers ser strik, så gav jeg faktisk lidt op. Jeg kan jo sådan set godt strikke selv - og jeg kan li' at strikke - og det var super svært at vælge, for nogen af de mønstre, som jeg faldt for, ville jeg ikke bare gerne have, næh, jeg ville faktisk gerne strikke dem selv. Nogen gange er det jo ikke bare sweateren eller vanterne eller hvad det nu er, at man ønsker sig - nogen gange er det også fordi man gerne selv vil sidde og 'lure et mønster' eller arbejde med et bestemt garn, og så er det jo ikke det samme at få det færdige produkt. Og så var der nogle helt andre overvejelser også. Hvad kunne jeg tillade mig at ønske mig? Kunne jeg vælge noget super teknisk svært, som jeg ikke selv orkede? Kunne jeg vælge noget stort eller bøvlet, som jeg ikke selv har tid tid (jeg er jo trods alt nok nærmest skandinaviens langsomste strikker, såeh... tid er absolut en vigtig faktor!) eller skulle jeg måske vælge noget småt, delikat og udfordrende, så det også var sjovt og overkommeligt for Heidi at få det strikket?  Og jeg havde samtidigt lidt dårlig samvittighed forstået på den måde, at det bare føltes forkert at bede om noget, som jeg ikke selv orkede. Kunne jeg være bekendt at bede en anden om at lave det, hvis jeg ikke selv gad?

Så det var altså langtfra nemt at vælge, men pludselig genfandt jeg en pose med lækkert og smukt og grønt Isager garn, som en gang var blevet indkøbt til en cardiganprojekt designet af Anette Danielsen.  Så her var et projekt med lækkert garn, et godt og gennemarbejdet mønster og ikke mindst en beklædningsgenstand, som jeg i den grad manglede, så pludselig var det hele lidt nemmere, for her var noget som jeg virkelig virkelig ønskede - og som ville have meget lange udsigter til at blive færdigt, hvis jeg skulle lave den selv - og hvor jeg antog at mønsteret var så godt og gennemarbejdet, at det ville være en dejlig ting at strikke samtidigt med at garnet også ville være rart at arbejde med. Sådan tænkte jeg. Jeg spurgte om det ville være ok at ønske sig den cardigan - for dels er det jo en lidt større ting at ønske sig,  men derudover så er det en cardigan med en del snoninger. Mange snoninger. Hun sagde heldigvis ja - og har i løbet af utrolig kort tid fået strikket cardiganen færdig, så jeg nu kan holde varmen på de lidt rå og kolde vinterdage, der er ved at komme snigende.

Og nu hvor jeg har fået den, så er jeg ikke blevet mindre taknemmelig. Det er simpelthen en meget smuk og meget lækker og anvendelig cardigan. Og det har været et kæmpe arbejde.
Sådan ganske løseligt og på slump, så er der 100 kabler med snoninger på selve kroppen af min cardigan. Og på hver af disse kabler er der - hurtigt skønnet - ca 30-33 snoninger. Og derudover er der snoninger på ærmerne - igen et slag på tasken 30-25 snoninger pr kabel - og ca 26 kabler pr ærme - altså alt i alt er der lavet omkring 4000-4500 snoninger på min cardigan. Jeg gentager lige. 4000-4500 snoninger....

Det er en meget meget fin gave at få, og jeg er glad og taknemmelig og kommer til at bo i den cardigan denne vinter. Tak Heidi!

I går fik jeg købt knapper til den, og de er blevet syet på. Og i dag har jeg luftet den til en fødselsdagsfest i det dejlige solskinsvejr, og det kom der et par billeder ud af med vildt flyve-hår og skarp sol.

 

 

Bemærk lige alle snoningerne....

 

 



Så nu må det godt blive mere vinter. Jeg er klar. Jeg har både cardigan, varm poncho og varme vanter, så nu kan jeg klare regn og blæst.
 

Nu er det tid til en lille tænkepause!

Jeg fik ikke lov til at beholde min nystrikkede hue i mange splitsekunder. De to ældste teenagere endte med begge at ville have den, så nu er jeg ikke bare hue-løs, jeg er også kommet til at love jeg  vil strikke en hue til Liv, for det var jo Frej, der var blevet lovet den første. (Hvornår mon jeg lærer at holde min mund?)

Huen er blevet god, så jeg kan godt forstå, at de ville have den. Den er tilpas stor og kan sidde på mange forskellige måder - og så giver den ikke mindst lidt varme og ly til ørerne, der ellers godt kan få det lidt koldt på denne årstid. Så jeg må i gang med at strikke en mere. Eller to - hvis jeg også selv skal have en.

 

 

 

 

 

Det er Liv, der er aftenens model, selvom det er storebror'ens hue. Han har så til gengæld siddet med hue på og spillet computer lige siden. Det er vel også en slags måde at fortælle på, at man er glad for sin nye hue??

Det er lidt svært at få gode billeder, når det er blevet buldermørkt, men jeg synes godt man kan se at huen er meget anvendelig, selvom billederne er mørke og man ikke kan se farverne rigtigt. Det bliver rart, når det begynder at blive lysere igen!

En lille strikke-nørdet og god detaljer ved mønsteret er den usynlige opslagning i rib. Jeg var egentlig lidt skeptisk til at starte med. Jeg kan godt li' min normale opslagning - jeg synes dels den er pæn og så går det hurtigt. Den usynlige rib-opslagning tager noget længere tid, og jeg sad sådan lidt og surmulede over at det tog SÅ lang tid (og nej, det tager ikke specielt lang tid - det føles bare længere end 'normalt') mens jeg tænkte 'hvad skal det her gøre godt for?' Men nu hvor jeg har prøvet huen på, så synes jeg det er en fed måde at slå op på. Og det har givet en super elastisk kant, hvad der jo er rigtig dejligt på en hue. Så næste gang jeg skal lave noget i rib, så bliver det nok igen denne opslagning!

Jeg har set, at Janette Millbom nu har mønsteret på huen til salg på Ravelry, og den gode måde at slå op på til en 1x1 rib kan man finde her.

Nu glæder jeg mig til at skulle finde på noget nyt. I weekenden venter en tur rundt i Kbh efter knapper blandt andet, og måske jeg finder inspiration til noget nyt også? Eller måske jeg burde kigge 'lageret' i gennem? Det sidste synes min bank jo nok.... Godt det snart er weekend, så jeg får bedre tid til at tænke og læse og gramse på noget garn... Jeg glæder mig!