Nu også med øjne....

Det har været småt med strikke- og hyggetid de sidste uger. For meget arbejde og for lidt tid til at gøre nogle af de ting, som jeg synes er sjove og som normalt giver mig glæde og ekstra energi. Jeg har prøvet det før, og ved godt at det er et skråplan at komme ud på. At jeg ender med ondt i maven og svært ved at sove og med at skælde ud på alt og alle i min nærhed, hvis jeg ikke får balance mellem arbejdsliv og fritid. Så derfor lægger jeg planer om IKKE at have planer for den kommende weekend. Ud over måske at bage en enkelt chokoladekage. Og måske også om at holde tidlig fri fredag. Det bliver dejligt, og det er tiltrængt.

Det siger måske lidt om de sidste ugers travlhed, at det eneste, der er blevet strikket på matriklen, er et teststrik af Janette Millboms mønster på '2 hour mittens'. Som jo burde tage cirka to timer at strikke, men som nok tog mig lidt længere - ikke fordi de var svære eller kedelige, men bare fordi jeg var så træt og mast. Så selv om det tog tid at strikke dem, så stor-nød jeg det, for der var flere gode strikkenørdede detaljer af den slags, der bare gør en strikker glad. En både nem og super fin måde at slå op på, der hedder 'tyrkisk opslagning' - og som helt sikkert skal bruges igen! En variant over min egen måde at lave tommelfingre på - og det er altid sjovt at lære variationer af noget man bruger i forvejen. Og sidst men ikke mindst - en syet aflukning, som giver en meget smidig kant på vanten. Ikke noget der strammer der!
I Janettes vantemønster indgår også opskriften på hvordan man kan lave hæklede øjne, sådan at man kan give vanterne øjne. Det har en rigtig sjov effekt. Jeg er faktisk meget fristet til at give vanterne noget punket strithår også. Det kunne se sjovt ud....

Som man sikkert godt kan fornemme på billederne, så er disse vanter til et lille barn. Jeg tror Janette har lavet mønsteret til undervisningsbrug, og der giver det jo fantastisk god mening at man strikker en lille vante, så man under kurset kan nå at komme alle de forskellige teknikker og fif igennem, der er i opskriften. Og da det er en rigtig nem opskrift at justere op, så den vil kunne passe en voksen, så skal jeg have strikket mig et par vanter til mig selv også. Vanter med øjne!

Janette underviser på Tor denne weekend. Og webstrikkerne mødes i Fredericia. Jeg er smadder misundelig på hende og alle de andre, der skal deltage i både den ene og den anden strikkefestival. Tænk at være til strikkefestival hele weekenden. Strikke i godt selskab og med god mad (som man ikke selv skal lave!) og ellers bare slappe af. Det gad jeg godt!

Japanske Vanter Version 1.0 og 1.1

Jeg er blevet klogere. Eller har i hvert fald gjort mig nogle erfaringer. Erfaring nr 1: jeg må nok erkende, at det er godt jeg ikke skal leve af at strikke, for med min strikkehastighed, så ville det ikke blive til megen indtægt. (Måske det også har noget at gøre med det der 'mer-end-fuldtidsjob' jeg har mig, der har en tendens til at stjæle noget af min strikketid? Det vil jeg lige overveje. Og kan jeg måske ændre på det?)
Erfaring nr. 2: jeg skal nok heller ikke drømme om at leve af at være strikdesigner, for der sniger sig da nogle hovsa-løsninger ind hist og her undervejs i mit 'design'. Men måske jeg bare skal vælge at se det som en slags produkt-udvikling og finpudsning af 'designet' i stedet for at se det som fejl? Jeg har det i øvrigt lidt svært ved at kalde det 'design', for ret beset har jeg jo bare kastet mig ud i at strikke nogle vanter uden at have et vantemønster, for 'hvor svært kan det være?-naiv' var jeg - men jo - lidt svært er det så. Eller rettere. Der er kommet vanter ud af det, så opgaven er løst, og undervejs har jeg så gjort mig nogle erfaringer omkring hvad man med fordel kan gøre eller ikke gøre, når man strikker vanter! Jeg burde måske derfor strikke et tredje par vanter og få lavet 'det perfekte vantemønster' - men nu er vi tilbage ved erfaring nr. 2. Jeg er ikke og skal ikke være strikdesigner, så lige nu vil jeg hellere strikke girafsweateren til Liv færdig og en god varm sweater til mig selv end endnu et par vanter!

Men nu noget om vanterne og mine erfaringer, mens jeg stadig kan huske dem alle.
I april ønsker en af svigerinderne sig et par vanter i fødselsdagsgave. Det kan jeg da godt strikke til hende, tænker jeg lettere overmodigt og helt uden at kigge på stakken af andet strik, der ligger og venter på at blive strikket færdigt.
I juni går jeg i gang. Inspireret af en gammel bog om strik fra Norrbotton, en noget nyere bog fra Marianne Isager med et fint sweatermønster og så noget garn fra Ellen. Ideen er ret banal - nemlig at slå et passende antal masker op, strikke fem-seks cm op - tjekke om vante'røret' passer til mit håndled, strikke noget der minder om mønsterrapporten fra Isager-sweateren, udtage til en tommelfingerkile i den ene side, når afprøvning viser, at det er tid til at lave en tommeltot - og så ellers bare afslutte ved indtagning i hver side - igen når endnu en afprøvning viser, at vanterne er ved at være store nok. Det er jo nemt at afprøve en vante undervejs, så hvorfor bekymre sig så meget, tænkte jeg.

Så Japanske Vanter version 1.0 blev strikket uden nogen synderlige dybe strikketekniske bagtanker. De skulle være nemme at strikke - og have sjove farveskift, som jeg havde set i strikkebogen fra Norrbotton. De fik belæg i kanten for at gøre dem lidt mere slidstærke, og tommelfingeren blev tilsvarende strikket i striber for at få den tættest mulige strik, så også den ville være slidstærk. Men så var det også slut med overvejelserne omkring vanterne i første omgang.

Men da vanterne var færdige, så viste de sig at være for små til modtageren, så det var en 'ommer', og når nu de skulle strikkes om i en lidt større størrelse, så gav det muligheden for at ændre på farverne - og svigerindens yndlingsfarve er lilla, så par nr to måtte jo hellere have en lilla farve med - samt at ændre et par ting på mønsteret.
En af de ting, som jeg ændrede på, var aflukningen. Jeg lukkede af på vante nr 1 ved at strikke to masker sammen (k2t) først på pinden og sidst på pinden (en løs af, strik en og løft første maske over den strikkede), dvs at de to aflukninger i hver side af vanten kom til at ligge helt ved siden af hinanden. Jeg synes, det var svært at få dem til at ligge pænt tæt, så ved vante nr 2 besluttede jeg mig for at der skulle være to masker mellem hver aflukning. Det gør jeg altid, når jeg lukker strømper af og det ser fint ud, så jeg tænkte det ville løse mit 'æstetiske problem' på vanterne ved at gøre det nemmere at stramme aflukningerne op.

Et andet æstetisk problem ved vante nr 1 var de stribede tommeltotte. De passer simpelthen ikke til. Synes jeg. Så vante nr to skulle have tommeltotte med et eller andet mønsterelement fra det mønster som resten af vanten indeholdt. Første overvejelse var egentlig at introducere striberne i skaftet på vanterne. Igen - det ville give lidt slidstyrke til vanten og så kunne tommeltotten godt være stribet også. Så ville det jo netop bare være en gentagelse af et mønsterelement, der allerede var set på vanten. Jeg tegnede en skitse for at se hvordan at det påvirkede resten af mønsteret - og opgav det så igen. Et stribet skaft ville forrykke resten af mønsteret på en måde, der ikke ville være 'praktisk' når man skulle strikke tommelfingerkilen - og som også ville gøre at man ikke fik gentagelsen fra skaft og til fingerspidser som der havde fungeret godt på de første vanter. Så løsningen blev at forsøge at lave det lille kors mønster brugt på skaft og spids på vanterne på selve tommelfingerkilen og tommelfingeren.

En tredje ændring i forhold til de første vanter var, at jeg samler masker op til tommelfingeren, INDEN jeg fjerner det garn, som jeg har brugt til at strikke 'hullet til tommelfingeren med'. (Orv, det er en kringlet sætning, der måske kræver en ekstra forklaring: Når jeg kommer til det sted, hvor tommelfingeren skal være, så strikker jeg de ni masker, som min tommelfingeråbning er på disse vanter, med en rest af noget andet garn. Gerne i en farve, der er meget forskellig fra den farve, der ellers strikkes med, så det er let at se.

Når vanten er færdig, så fjerner jeg denne rest garn og samler maskerne over og under restegarnet op - og har så et fint hul til tommelfingeren - og masker taget op til at strikke selve tommelfingeren med. Det lyder måske indviklet, men i praksis er det nemt og fungerer rigtig fint), for erfaringen fra første sæt vanter var at det godt kunne drille en del at samle masker op i sådan noget mønstret flerfarvestrik, når først restegarnet var væk. Det lykkedes mig heldigvis at fange alle de løbske masker på vante nr 1, så det ikke kan ses, jeg havde problemer der, men det lærte mig på den hårde måde at være lidt mindre nonchalant, da jeg fjernede restegarnet ved vanter nr 2...

De første vanter havde som allerede nævnt en belægning i kanten for at gøre dem mere slidstærke. Det er nemt nok at lave, men på par nr to afprøvede jeg en tofarvet opslagning. Det er en nem måde at få en fin kontrastfarvet kant, men kanten ruller lidt - ganske som glatstrikkede kanter vel egentlig altid gør. Så næste gang bliver det nok en belægning igen. Eller også skal jeg bare sige, at det da er med vilje, jeg har en rullekant forneden  - man kan jo ikke se at det er en 'hovsa' ting, og ikke en design detalje, der har været planlagt hele tiden (men så ville jeg nok hellere lave den som en hestetømmekant...).

En sidste erfaring - og nok en mere seriøs designmæssig udfordring af slagsen. Jeg slog op på fire strømpepinde og havde lige mange masker på hver pind og havde de to kantmasker mellem henholdsvis håndryg og håndflade. Når jeg derpå udtager til tommelfingerkile på 'håndfladen', så ender jeg med at få flere masker på denne ene side i forhold til på håndryg-siden. Det giver dels en skævhed i mønsteret i forhold til de to sider, og dels gør det at det 'bånd' på to masker, der er mellem de to sider, ikke bliver ved med at være i siden af vanten - men i stedet forrykkes om på oversiden af vanten. Og det irriterer mig nu, for det er ikke helt lige så pænt som jeg havde forestillet mig! Så en eventuel version 1.2 af de japanske vanter vil stadig have et bånd mellem de to sider, sådan at aflukningen bliver pæn - men jeg vil fremover slå op sådan, der først er lige mange masker på de to sider, når jeg er færdig med at slå op til kilen. Det er en ret banal løsning på mit æstetiske problem, og det irriterer mig, jeg ikke på forhånd havde gennemskuet at problemet ville opstå. Men sådan er det vel tit? Det er jo meget nemmere at være bagklog!

Men nu er svigerindens fødselsdagsgave endelig færdig (og kan hun heller ikke passe disse her, så tror jeg faktisk, hun får noget garn og et 'mønster' med alle mine erfaringer skrevet ind i og får lov at strikke selv) og jeg skal i gang med nye projekter. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det har selvfølgelig været meget lærerigt at lave et mønster på denne måde, men nu trænger jeg til at starte noget nyt op. Jeg har været en hel del på ravelry og kigget modeller og garn de sidste dage - og har også gransket nogle af strikkebøgerne - og jeg har egentlig bare lyst til at strikke det hele.... Jeg mangler bare nogle flere timer i døgnet og længere weekender!