Thursday, April 12, 2012

Birkesaft

I går kiggede naboen ind. Han ville lige høre om vi kunne bruge noget birkesaft - og hvor meget ville vi have?

Det ville vi godt, og vi havde tilfældigvis lige tømt en 10 liters eddikedunk, så der blev 'bestilt' 10 liter til senere levering. I dag blev dunken så returneret fyldt med birkesaft, for et birketræ af den størrelse kan sagtens levere 10 liter saft på en nat.

Jeg har aldrig set birkesaft før, og jeg havde måske forvntet noget. der var lidt grønt og som smagte af 'grønt', men frisk birkesaft ligner til forveksling vand. Både i udseende og i smag. Der er måske en lille smule sød eftersmag, men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sammenligne smagen med, og den er på ingen måde dominerende. Snarere tværtimod.

Og hvad bruger man så birkesaft til? Jeg googlede 'birkesaft' på nettet og fandt ud af, at nogen drikker den 'rå' som saft. Og andre har brugt birkesaft til is, ølbrygning, boller og sirup. Og hjemmelavet birke-sirup synes jeg lyder som en meget lækker ting. Jeg forestiller mig lidt naivt, at det må være lige så godt som ahornsirup. Lige noget der ville passe til pandekager!

Nu er den store suppegryde kommet frem og fyldt op med birkesaft, og det står nu og småkoger og passer sig selv.


Gad vide hvor lang tid 10 L birkesaft er om at koge ind til sirup?  Mon det er for tidligt at bage pandekagerne? Og gad vide hvordan det smager?

No comments:

Post a Comment