Friday, December 28, 2012

Giraffer og Gerda

Det har været en rigtig dejlig jul - jeg har haft huset fuld af gæster et par dage og selv været ude et par dage, og i dag er derfor første dag, hvor vi bare er alene hjemme og ikke skal noget. Det er rigtig rart med sådan en 'fridag', som kan bruges på lige det man har allermest lyst til. Selvom det har været rigtig rigtig afslappet og hyggeligt at have familien på besøg i julen, så er det altså endnu mere afslappet, når vi er alene hjemme... Så i dag har familien sovet lige så længe, som hver enkelt havde lyst til og spist, når vi var sultne og lavet præcis det lidt eller meget som hver i sær nu havde trang til. Det er lykke at kunne det ind i mellem.

Min dag er gået med at lege med mit nye kamera. Jeg har indtil nu brugt et gammelt gammelt kamera, der ikke har kunne tage nærbilleder, og som jeg derfor med jævne mellemrum har bandet virkelig fælt af, når f.eks billeder af strik til denne blog har været helt horrible og uklare eller farverne har været helt hen i skoven. Det håber jeg så er slut nu, selv om fotografen jo ikke er blevet skiftet ud. 



Foreløbigt er jeg i hvert fald ganske godt tilfreds med dette forsøg på et nærbillede af  en af girafstriberne. Om kameraet så også vil være godt til f.eks nærbilleder af ensfarvet strik - ja det må tiden så vise.... Jeg skal nok også lige have lært nogle af alle special funktionerne (Pop art, f.eks) bedre at kende for at få de optimale billeder ud af det. Men indtil nu har det været sjovt at lege med det! Dejligt legetøj!

Der har også været tid til at kigge på garn-julegaverne. De er blevet begramsede, og jeg har surfet rundt på internettet og ravelry, mens jeg har dagdrømt om hvad de hver i sær skal blive til. F.eks har jeg fået dette smukke garn af min lillesøster, der åbenbart kender min svaghed for grønt:


Jeg  kunne sagtens se det blive til et sjal som dette. Eller en eller anden variant af et wingspan sjal som dette? Eller måske jeg hellere må indse jeg faktisk har rigeligt med sjaler og i stedet skal strikke et par vanter eller strømper mere, som f.eks disse?

Udover dagdrømmene om strik og garn, så er der faktisk også kommet et nyt projekt på pindene. Da julegave-strikkeriet var overstået (d.24. kl 13.40!), tog jeg mig sammen og fik strikket ryggen færdig på giraf-sweateren. Jeg ved ikke om det var adrenalinen i forbindelse med at få den sidste strikkede julegave af pindene, der gjorde at jeg endelig fik gjort ryggen færdig eller om det var almindelig eufori over julegaverne - men færdig blev den endelig (altså ryggen - der mangler stadig ærmer!) og for at fejre det, startede jeg op på en guernsey-trøje til mig selv.


Jeg er en frossenpind og trænger til en ny varm trøje. Og den skulle være ensfarvet. Og jeg har længe haft kig på Gerda, der er designet af Lene Holme Samsøe. Så nu er jeg startet, og det ser ud til at være et af den slags projekter, der bare glider. Det er jo rart ovenpå flere måneder med strikke-ulyst på grund af de flerfarvestrikkede vrangpinde på 'giraffen'. 

Jeg har en skummel bagtanke om at bruge guernsey-trøjen som en slags gulerod for at få strikket ærmerne på giraf-sweateren færdig i en fart. Noget med at jeg først må strikke på guernsey'en, når jeg er færdig med en omgang giraffer på Liv's sweater. Jeg ved ikke om det vil virke, for jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til strik, men det skal da forsøges. Alle tricks gælder for at få den sweater færdig, så jeg kan slippe af med den konstante dårlige samvittighed, og Liv kan få den sweater, som hun længe har ønsket sig!


Sunday, December 16, 2012

En hurtig hue med teenagerappeal

Jeg har strikket huen spring beret en del gange for et par år siden. Den har været brugt til gave til min svigermor, to svigerinder, og en veninde - og så har jeg lavet to til mig selv, der imidlertid begge to er forsvundet - jeg har en klar mistanke om at det er den midterste teenager, der er synderen, men hun benægter hårdnakket... (Men væk er begge huer. Gad vide om det ville hjælpe, hvis hun ryddede op på sit værelse?)

Jeg tror faktisk, der er noget med den model og så teenagere. Min ene svigerinde har nemlig et lignende problem med at 'holde på sin hue', for hendes yngste datter låner den konstant. Så når den omtalte hue nu står på min yngste nieces ønskeseddel, så kunne jeg godt få tanken, at det i virkeligheden er min svigerinde - altså min niece's mor - der har skrevet den på ønskesedlen. Men det er efter sigende ikke rigtigt. Det søde barn har simpelthen selv ønsket sig en hjemmestrikket hue - og hun har været inde på drops hjemmeside, for at vælge hvilken farve den i givet fald skulle strikkes i. Jeg synes faktisk det er lidt utroligt... et barn der ønsker sig hjemmestrik i julegave. Og af sin tante. Det er da ikke til at stå for!

Så nu har jeg så strikket den igen, og det var et hyggeligt gensyn. Det er et hurtigt 'strik'. Det meste foregår på pind 5.5, og garnet er 'nepal' fra drops - dvs en dejlig blød uld-alpaca blanding, og farven er lys grå (det synes jeg så ikke helt man kan se på billedet - der ser den mørkere ud end den er i virkeligheden!). Der er en mønsterrapport på 8 pinde, der er opbygget vældig logisk, så man hurtigt lærer mønsteret uden ad - så alt i alt tror jeg sådan en hue kan strikkes på en aftens tid foran fjernsynet. Måske to aftener, hvis man, som jeg, er lidt træt og forsøger at strikke den, mens jeg genser en Harry Potter film sammen med min yngste og har en tendens til at glemme at strikke....






Jeg har fået min egen yngste til at stå model. Jeg håber ikke det giver hende nogen ideer om at hun nu også skal have en hue... men selv hvis det gør, så kan jeg jo nok nå at strikke en mere inden jul!



Saturday, December 15, 2012

'Vrangvillige' vanter af den gode slags

Jeg har haft rigtig rigtig travlt på mit arbejde de sidste uger. Det er som om der er deadlines på alt her op til jul - og når der så oveni det kommer juleafslutninger på ungernes skoler og til deres fritidsinteresser, så bliver der hurtigt nok at se til. Men denne weekend skal jeg slappe af og hygge og kun lave lige præcis det, som jeg har lyst til. Planer har jeg selvfølgelig masser af: Bage nogle småkager og lave lidt konfekt - bare fordi Frigg og jeg har lyst. Sove længe, fordi jeg kan (og trænger). Strikke lidt på giraffen. Der mangler kun 27 pinde - så er jeg færdig med ryggen og tilbage på rundpindene for at strikke ærmer og så stiger hastigheden forhåbentlig lidt (NEJ - den bliver IKKE færdig til jul i år!)! Måske tulle ind til byen og se en film? Og så skal jeg benytte mig af at jeg endelig er hjemme på et tidspunkt, hvor der er dagslys - eller noget der ligner - så der også kan komme lidt billeder af noget strik på bloggen. Er det bare fordi jeg har lange arbejdsdage at jeg synes det er mørkt og nat døgnet rundt disse dage?

Til bage til billederne på bloggen: Jeg er blevet færdig med nogle flerfarvede vanter, som jeg startede på efter at have været i Ljubljana, hvor jeg jo fik sådan en akut lyst til at eksperimentere med flerfarvestrik med vrangen ud. Jeg trængte til vanter, og jeg havde et hæfte med Ruth Sørensens vanteopskrifter fra strikkegarnet.dk som jeg ikke havde fået afprøvet, og jeg havde et nøgle regnbuefarvet kaunigarn, så der var ikke så meget at betænke sig på.

Ideen var så at strikke et par vanter, hvor jeg i bedste dogme stil skulle:

1) følge opskriften slavisk (og det er svært, når man som jeg har strikket mange vanter og efterhånden har udviklet visse vaner for hvordan f.eks en tommelfinger skal strikkes - eller hvordan man lukker af, så det bliver pænt) 

2) kaunigarnet skulle bestemme farvekombinationerne, så ikke noget med at 'justere' fordi jeg synes nogle farver ville klæde hinanden mere end andre - og ikke noget med at lave to ens vanter.

Ideen med det første er selvfølgelig at afprøve nye måder at gøre tingene på, så jeg ikke kører rundt i den samme model altid (selv om jeg selv synes den er god!) - og ideen med det andet er, at jeg ikke skal lave pæne tone-i-tone vanter, men i stedet forhåbentlig ende med nogle farvekombinationer der - måske - kunne være sjove/anderledes/frække...
Og derudover var ideen at undersøge om bagsiden vil fungere 'udad'. Vil det se godt/sjovt/interessant ud? Og vil jeg hænge i trådene i praksis?

Og hvad var så resultatet af anstrengelserne?

Jeg kan godt li bagsiderne, men jeg synes ikke de er regelmæssige nok til at skulle være udad på vanterne. Jeg tror, man skal være meget struktureret i hvordan man snor de to tråde, for at det bliver rigtig godt - og det har jeg ikke været, selvom jeg egentlig synes jeg har forsøgt. Eller også så skal man gøre en dyd ud af at det netop ikke er super regelmæssigt, men er sådan lidt mere 'casual' og 'douce' i udtrykket? Det kunne jo blive noget nyt og trendy at have uregelmæssige vrangbagsider brugt som retsider???
En anden ting: mønsteret skal være et hvor man ikke har for mange masker i en farve i træk uden snoninger, for man kommer meget nemt til at hænge fast i de lange loops!





Farvemæssigt synes jeg at farveskiftene i kauni'en er for langsomme til at det helt har fået den effekt, som jeg havde håbet på (med flere frække pang-farvesammensætninger), men det er jo ikke kauni'ens skyld - det er bare mig der ikke plejer at strikke i kauni, og derfor ikke lige havde styr på den lille detalje. Garnet er sådan set fint at strikke med, og farverne gode - og hvor har det egentligt været sjovt at blive udfordret på trangen til at bestemme hvilke farver der skulle være sammen. Havde jeg selv bestemt, så havde jeg fået nogle ret anderledes vanter! Men det er jo netop det der gør 'dogme' princippet udfordrende - at man giver slip på hvad man normalt gør - og accepterer at prøve noget nyt, som måske/måske ikke? giver nye oplevelser og anderledes erfaringer...

Men den korte konklusion på dette første eksperiment med vrangsider er, at mine vanter får vrangen indad og retten udad helt på traditionel vis, og så vil jeg nok fortsætte med at tænke lidt over hvordan man kan udnytte en flerfarvestrikket vrang-bagside 'udad'!


Saturday, December 1, 2012

Strikkeinspiration fra Ljubljana

Jeg har haft travlt på mit arbejde de sidste to - måske næsten tre - uger, så det er meget meget lidt jeg har fået lavet af mere sjove fiberrelaterede ting. Noget af det, der har taget tid fra hobbierne, var en tur til Universitetet i Ljubljana, hvor jeg gennem de sidste fem-seks år har arbejdet sammen med en jævnaldrende kvindelig forsker på et projekt om hvordan blodsukkeret reguleres i stressede situationer. Det har været super spændende, både fordi projektet har været spændende, men også fordi vi jo er kommet til at lære hinanden ret godt at kende på de år - og vi er meget ens på nogle områder (bl.a. alder, køn og uddannelse) - og meget forskellige på andre områder (de valg vi har taget undervejs i vores liv. Bl.a. er Milka enlig og har ikke fået børn - mens jeg snart har været gift i en million år og har fået tre børn og en mindre zoologisk have af husdyr). Vi er kommet til at kunne li' hinanden og diskuterer mange ting undervejs, så det er altid rigtig hyggeligt at besøge hende. Men også meget meget arbejdsomt. F.eks er det nok femte gang jeg er i Ljubljana, og det er først denne gang, jeg har set noget, der mindede om en garn forretning dernede! Der har aldrig været tid til noget der mindede om sightseeing før!

Garnforretningen viste sig nu mere at være en strik-design forretning end sådan en traditionel garnforretning. Man kunne godt købe garn i Niti niti, som forretningen hed - men det var absolut ejerens designs, der var i centrum. Hun (Simona Muc) arbejder meget med ultra tynde garner - eller med ultra tykke garner. Det første kalder hun 'spiderwebs', og der er virkelig en stor lighed med edderkoppespind i det hun laver. Da jeg besøgte hendes forretning, havde hun selv en tynd tynd kjole på, der var strikket fra det ene ærme til det andet, og hvor hun med vilje havde arbejdet med at variere maske størrelsen, så det blev mere 'levende' og lidt uens at se på. Det gav en vældig god effekt. Hun havde en helt glat sort kjole inde under strik-kjolen, og den sorte baggrund gjorde at man kunne følge maskeforløbet i strikket, der på ingen måde var simpelt. Det var på en måde et utroligt enkelt design - og samtidigt meget interessant at se på. Jeg kunne ikke lade være med at følge maskerne rundt, og det var jo nok også en del af ideen bag hendes designs. At gøre maskeforløbene så dragende. Hun havde flere forskellige ting strikket i disse ultra tynde garner - blandt andet en glansfuld mørk blå skjorte (silke garn?) med flipper og alt hvad der hører til en skjorte. Igen helt transparent. Den skjorte måtte godt være kommet med mig hjem!

Hun havde strikket råhvide forhæng til prøverummene i det meget tykke garn. Det lignede kokoner - sådan nogle kæmpe-sommerfugle-kokoner, der bare hang og ventede på at blive udklækket, og ud ville der komme de smukkeste farvestrålede sommerfugle....  eller også ville der komme blodtørstige aliens? Det gav virkelig associationer! På gulvet i forretningen var et tæppe med snoninger - igen strikket i det meget tykke garn - og der var 'søpindsvinsagtige' siddepuder.

Det var rigtig godt at se noget så anderledes strik, og jeg fik en vældig lyst til at strikke en kjole i et tyndt garn - sådan starte uden mønster og bare prøve den på undervejs og så bare se hvor inspirationen bringer mig hen. Og gerne med samme slags spindelvævsagtige mønster som i Simona Muc's designs.

En anden inspiration kom en morgen på hotellet. Jeg kom nemlig til at sidde ved siden af en kvinde med en meget interessant strikket hoodie på. Hætten var kantet med lidt lys pels, og selve trøjen var strikket som traditionel fair isle strik og i ret traditionelle mønstre og douce farver, men det der var meget specielt var at nogle af mønsterrapporterne havde 'vrangen udad'. Dvs disse mønsterrapporter fik et meget mere 'stribet' udtryk end normal fair isle. Det var ret iøjnefaldende for en strikke-nørd som mig, og jeg synes det havde en ret god effekt. Jeg har tidligere set hele sweatre strikket i fair isle, hvor 'vrangsiden' har været ud ad  men jeg har aldrig tidligere set det brugt 'stribevis' som her. Jeg overvejer om jeg skal lave et par flerfarve-strikkede vanter med striber i skiftevis vrang og ret på samme måde som hoodien, jeg så i Ljubljana. Bare for at lege lidt med effekten selv. Det kunne der måske komme noget sjovt ud af.

En sidste strikkeinspiration fra min tur stammer fra lufthavnen, hvor jeg så de smarteste, lækreste og smukkeste benvarmere. Af alle unyttige ting i hele verden kommer benvarmere altså højt på listen, hvis jeg skulle skrive listen. Men de her! De var så smukke....Strikket i hulkrus og i rigtig gode farver. (Prøv at google 'hulkrus' og se nogle af de fantastiske ting, der kommer op - og så forestil Jer hvordan et par benvarmere i gode farver og det mønster faktisk kan få enhver til at 'ligne en million'.)  Jeg overvejer seriøst om samtlige døtre, niecer og andre hunkønsvæsener, der får julegaver af mig, skulle begaves med benvarmere i hulkrus.... Eller måske jeg bare skulle have et par selv??

Det vil jeg overveje lidt. Jeg har vældig lyst til at starte noget nyt op - og det er helt sikkert blandt andet overspringshandlinger, fordi jeg er træt af giraffen.... Men måske jeg skulle forsøge at strikke den der giraf-sweater færdig inden jul? Så kunne den komme under juletræet, og jeg kunne starte på en hel masse nyt til mig selv i juleferien?





Sunday, November 11, 2012

Girafstrik

Sidste år var min mellemste på efterskole og ønskede sig rigtig meget at jeg strikkede en oversized mangefarvet sweater med giraffer til hende. Jeg var nok lidt blød og let at overtale, fordi hun jo på en måde var flyttet hjemmefra og jeg storsavnede hende. Nu er sweatermønstre med giraf motiver til 16-årige ikke noget der hænger på træerne, og måske lidt typisk for mig tænkte jeg at 'hvor svært kan det være' og gik bare i gang.

Først fandt jeg et simpelt giraf mønster på nettet. Det var egentlig til sokker, men en giraf er vel en giraf. (Jeg kan desværre ikke linke til hvor jeg fandt mønsteret, for det er jo et år siden - og dengang printede jeg bare en kopi ud, og nu kan jeg ikke genfinde linket. Lidt ærgerligt!)



Så købte jeg tyve nøgler Peruvian Highland i ca ti forskellige farver efter datterens ønsker, dvs forskellige grønne og røde nuancer.

Og så kom vi til det med maskeantal og pindestørrelser og den slags mere matematiske overvejelser, og jeg besluttede mig igen for at 'hvor svært kan det være', og fandt en tilfældig sweateropskrift strikket i Peruvian Highland, valgte samme pindestørrelse som i opskriften - og slog så masker op til en størrelse XL. Og ja - datteren er jo en slank og smækker 16-årig (nu 17-årig...), men hun havde jo udtrykkeligt ønsket sig en meget stor sweater, så det blev så en størrelse XL. Og så gik jeg ellers i gang....

Jeg valgte at strikke sweateren på rundpinde, og det gik faktisk rimeligt hurtigt og var sjovt, lige indtil jeg kom til ærmegabene. Så gik jeg i stå. Sådan HELT i stå. Det der med at sidde med et gigant strikketøj - sådan noget jeg spydigt har omtalt som fire-mands-teltet, når jeg har været allermest træt af det! - og strikke frem og tilbage i flerfarvestrik, det var altså ikke sjovt. Jeg begyndte at strikke fejl i mønsteret på vrangsiderne med jævne mellemrum, og skulle hele tiden trævle op og strikkehastigheden gik bare ned - og det var stort og tungt at sidde med... og jeg hadede det. Og hende den søde, der skulle have sweateren, stortrivedes på efterskolen og kom ikke så meget hjem (ikke så meget, som JEG trængte til) for der var SÅ mange venner, der også skulle besøges i weekenderne, så jeg sad med en kæmpe sweater, der var umulig at strikke og savnede hende helt vildt og blev mere og mere indebrændt. Og så røg sweateren i skammekrogen og har ligger der lige siden. S'gu'.



Efterskoleopholdet er slut nu, og jeg får nu igen opfyldt mit behov for 'datterlig omsorg og opmærksomhed', og nu hvor det igen er blevet sweatervejr, så er girafstrikketøjet kommet frem, og jeg har de sidste aftner forsøgt at strikke på den. Det går stadig galt på nogle af vrangpindene, så der skal trævles op, men jeg prøver på at opmuntre mig selv, så jeg får den strikket færdig! Der mangler strengt taget kun fra ærmegabet og op på ryggen - og så de to ærmer - og ærmerne skal strikkes på rundpinde, så jeg slipper for de der trælse vrangpinde, hvor jeg har en tendens til at vende mønsteret forkert.



Og det hjælper også på strikkelysten, at der nu igen er en, der går og venter på, at den bliver færdig og som forstår at 'heppe' på den helt rigtige måde ved at fortælle mig, at hun glæder sig og synes den bliver rigtig god. Så bliver jeg glad og så ryger der tit lige en ekstra pind....



Sunday, November 4, 2012

Samsø luftes

Jeg er simpelthen blevet begavet på det allerdejligste! En af mine meget gode veninder har foræret mig et strik efter eget valg. Jeg kunne simpelthen vælge frit, hvad jeg ville have strikket, og så ville hun strikke det for mig. Det er simpelthen luksuriøst og forkælelsesagtigt på alle måder, og det tog mig noget tid at finde ud af hvad jeg skulle ønske mig. Der er jo mange dejlige strikkede ting rundt omkring...

Efter en del granskning af mange strikkebøger, forretninger, blogge, ravelry og hvor man nu ellers ser strik, så gav jeg faktisk lidt op. Jeg kan jo sådan set godt strikke selv - og jeg kan li' at strikke - og det var super svært at vælge, for nogen af de mønstre, som jeg faldt for, ville jeg ikke bare gerne have, næh, jeg ville faktisk gerne strikke dem selv. Nogen gange er det jo ikke bare sweateren eller vanterne eller hvad det nu er, at man ønsker sig - nogen gange er det også fordi man gerne selv vil sidde og 'lure et mønster' eller arbejde med et bestemt garn, og så er det jo ikke det samme at få det færdige produkt. Og så var der nogle helt andre overvejelser også. Hvad kunne jeg tillade mig at ønske mig? Kunne jeg vælge noget super teknisk svært, som jeg ikke selv orkede? Kunne jeg vælge noget stort eller bøvlet, som jeg ikke selv har tid tid (jeg er jo trods alt nok nærmest skandinaviens langsomste strikker, såeh... tid er absolut en vigtig faktor!) eller skulle jeg måske vælge noget småt, delikat og udfordrende, så det også var sjovt og overkommeligt for Heidi at få det strikket?  Og jeg havde samtidigt lidt dårlig samvittighed forstået på den måde, at det bare føltes forkert at bede om noget, som jeg ikke selv orkede. Kunne jeg være bekendt at bede en anden om at lave det, hvis jeg ikke selv gad?

Så det var altså langtfra nemt at vælge, men pludselig genfandt jeg en pose med lækkert og smukt og grønt Isager garn, som en gang var blevet indkøbt til en cardiganprojekt designet af Anette Danielsen.  Så her var et projekt med lækkert garn, et godt og gennemarbejdet mønster og ikke mindst en beklædningsgenstand, som jeg i den grad manglede, så pludselig var det hele lidt nemmere, for her var noget som jeg virkelig virkelig ønskede - og som ville have meget lange udsigter til at blive færdigt, hvis jeg skulle lave den selv - og hvor jeg antog at mønsteret var så godt og gennemarbejdet, at det ville være en dejlig ting at strikke samtidigt med at garnet også ville være rart at arbejde med. Sådan tænkte jeg. Jeg spurgte om det ville være ok at ønske sig den cardigan - for dels er det jo en lidt større ting at ønske sig,  men derudover så er det en cardigan med en del snoninger. Mange snoninger. Hun sagde heldigvis ja - og har i løbet af utrolig kort tid fået strikket cardiganen færdig, så jeg nu kan holde varmen på de lidt rå og kolde vinterdage, der er ved at komme snigende.

Og nu hvor jeg har fået den, så er jeg ikke blevet mindre taknemmelig. Det er simpelthen en meget smuk og meget lækker og anvendelig cardigan. Og det har været et kæmpe arbejde.
Sådan ganske løseligt og på slump, så er der 100 kabler med snoninger på selve kroppen af min cardigan. Og på hver af disse kabler er der - hurtigt skønnet - ca 30-33 snoninger. Og derudover er der snoninger på ærmerne - igen et slag på tasken 30-25 snoninger pr kabel - og ca 26 kabler pr ærme - altså alt i alt er der lavet omkring 4000-4500 snoninger på min cardigan. Jeg gentager lige. 4000-4500 snoninger....

Det er en meget meget fin gave at få, og jeg er glad og taknemmelig og kommer til at bo i den cardigan denne vinter. Tak Heidi!

I går fik jeg købt knapper til den, og de er blevet syet på. Og i dag har jeg luftet den til en fødselsdagsfest i det dejlige solskinsvejr, og det kom der et par billeder ud af med vildt flyve-hår og skarp sol.

 
 
Bemærk lige alle snoningerne....
 
 

Så nu må det godt blive mere vinter. Jeg er klar. Jeg har både cardigan, varm poncho og varme vanter, så nu kan jeg klare regn og blæst.
 

Thursday, November 1, 2012

Nu er det tid til en lille tænkepause!

Jeg fik ikke lov til at beholde min nystrikkede hue i mange splitsekunder. De to ældste teenagere endte med begge at ville have den, så nu er jeg ikke bare hue-løs, jeg er også kommet til at love jeg  vil strikke en hue til Liv, for det var jo Frej, der var blevet lovet den første. (Hvornår mon jeg lærer at holde min mund?)

Huen er blevet god, så jeg kan godt forstå, at de ville have den. Den er tilpas stor og kan sidde på mange forskellige måder - og så giver den ikke mindst lidt varme og ly til ørerne, der ellers godt kan få det lidt koldt på denne årstid. Så jeg må i gang med at strikke en mere. Eller to - hvis jeg også selv skal have en.
 
 
 

 
 
Det er Liv, der er aftenens model, selvom det er storebror'ens hue. Han har så til gengæld siddet med hue på og spillet computer lige siden. Det er vel også en slags måde at fortælle på, at man er glad for sin nye hue??

Det er lidt svært at få gode billeder, når det er blevet buldermørkt, men jeg synes godt man kan se at huen er meget anvendelig, selvom billederne er mørke og man ikke kan se farverne rigtigt. Det bliver rart, når det begynder at blive lysere igen!

En lille strikke-nørdet og god detaljer ved mønsteret er den usynlige opslagning i rib. Jeg var egentlig lidt skeptisk til at starte med. Jeg kan godt li' min normale opslagning - jeg synes dels den er pæn og så går det hurtigt. Den usynlige rib-opslagning tager noget længere tid, og jeg sad sådan lidt og surmulede over at det tog SÅ lang tid (og nej, det tager ikke specielt lang tid - det føles bare længere end 'normalt') mens jeg tænkte 'hvad skal det her gøre godt for?' Men nu hvor jeg har prøvet huen på, så synes jeg det er en fed måde at slå op på. Og det har givet en super elastisk kant, hvad der jo er rigtig dejligt på en hue. Så næste gang jeg skal lave noget i rib, så bliver det nok igen denne opslagning!

Jeg har set, at Janette Millbom nu har mønsteret på huen til salg på Ravelry, og den gode måde at slå op på til en 1x1 rib kan man finde her.

Nu glæder jeg mig til at skulle finde på noget nyt. I weekenden venter en tur rundt i Kbh efter knapper blandt andet, og måske jeg finder inspiration til noget nyt også? Eller måske jeg burde kigge 'lageret' i gennem? Det sidste synes min bank jo nok.... Godt det snart er weekend, så jeg får bedre tid til at tænke og læse og gramse på noget garn... Jeg glæder mig!

Monday, October 29, 2012

Når man ikke kan vælge selv...

Jeg blev ikke spor klogere af min strikkeprøve til Janette's Coir. Jo - jeg fandt ud af at der skulle strikkes på en pind 3½ - og jeg testede den ukendte opslagning, som ikke er spor svær og som giver en fin elastisk kant og som er super til sådan en 1x1 rib kant. Men med hensyn til farvevalget er jeg stadig helt fortabt. Jeg har siddet og fedtet med de forskellige garnnøgler og lagt dem sammen tre og tre og skiftet ud en ad gangen og tænkt længe og talt højt med mig selv (sikkert til stor morskab for de omkringværende teenagere) og ingenting har det hjulpet. Jeg kan ikke finde ud af at vælge tre farver ud,  hvor jeg bare bliver glad indeni og tænker 'ja - det er jo lige sådan den skal være'. Og hvad gør man så?

Joeh.... man kunne jo tage en stribe af dem alle sammen.... Eller man kunne spørge de forhåndenværende teenagere om hvad de synes. Og meget kan man sige om teenagere, men mine af slagsen har i hvert fald for det meste en ret klar og kontant holdning til stort set alt. Så den mellemste teenager har nu bestemt, at der skal strikkes med to grønne nuancer - og at i-corden skal være en meget lys - næsten sølvfarvet - grå. Og det ser også meget fint ud sammen. Det sølvgrå garn sammen med de to grønne garner minder mig lidt om de sidste morgeners rimfrost på græs og buske ude i haven. Det er meget fint at se på.




Nu cirka halvvejs i huen har storebror'en så spurgt til om der mon var nogen, der skulle have huen - og hvornår den eventuelt kunne være færdig. Det tager jeg som et udtryk for at farvevalget er godkendt! Til gengæld må jeg vist strikke en hue mere, hvis jeg selv vil have en også. Men pyt - så kan jeg jo lave den næste multistribet lige som jeg ellers var ved at bestemme mig for med denne her!




Friday, October 26, 2012

Coir - et nyt bekendtskab

Jeg har mindst tusind planer for, hvad jeg gerne vil lave nu hvor 'efterårsponchoen' er færdig. Jeg har dels et par projekter liggende, som jeg vel burde gøre færdige, fordi jeg strikker dem til nogen, der venter - og så har jeg selv brug for en varm sweater eller cardigan og for varme vanter til den vinter, der ligger og venter forude. Plus alt det nye spændende, der er kommet til inden for den sidste tid. Men mens jeg overvejer om jeg skal gå i gang med gamle ufoer eller nye projekter til mig selv, så har jeg lovet at lave en gang teststrik på et nyt mønster af Janette Millbom. Mønsteret hedder 'Coir' og er lige hvad jeg trænger til lige nu: gode tekniske detaljer - f.eks en ny og for mig uprøvet måde at slå masker op på til en ribkant - striber (ja, jeg kan godt li striber!) i gode farver og ikke mindst: et let projekt (efter at have brugt en uge på pinde 8, 12 og 15 og et stort tungt projekt kan man godt trænge til noget lettere, så skuldrene kan komme ned på plads igen!), der kan fungere som tænkepause, mens jeg spekulerer videre over om jeg skal strikke til mig selv eller til forfrosne familiemedlemmer.

Først skal der vælges garn. Opskriften siger Sublime Lustrous Extrafine Merino, men det har jeg desværre ikke lige på lager. Til gengæld har jeg en del forskellige Arwetta'er liggende.


Mange af farverne blev valgt af pigerne, da jeg strikkede vanter til dem for et år siden. Dvs den ene datter valgte farver i efterårsfarver - gule, orange, brune - og den anden datter valgte flere farver i grå og hvide nuancer. Og så har jeg lidt andre rester fra diverse strømper og hvad jeg ellers har lavet i Arwetta i tidens løb. Alt i alt en lidt broget samling.

Garnet er blødt, men samtidigt relativt slidstærkt. Det har næsten den rigtige løbelængde, men jeg er under alle omstændigheder nødt til at lave lidt strikkeprøver, før jeg går i gang, for jeg ved af erfaring, at jeg strikker lidt løsere end de fleste, og jeg skal jo helst ende med en hue, som jeg kan passe!
Det giver mig samtidigt også muligheden for at strikke lidt forskellige farver sammen, så jeg bedre kan vurdere hvilke farver, der skal strikkes i...



Min første ide var at holde huen i grønne nuancer. Jeg kan godt li' grønt, det er jo ikke en hemmelighed. Men da jeg så havde strikket et par striber grønt i strikkeprøven, så kom jeg i tvivl. Pludselig synes jeg det er for kedeligt og 'for pænt'. Så nu er jeg gået i selvsving over hvilke tre farver, der skal vælges. Tre er jo faktisk et meget lille antal, når nu der findes så mange pæne farver at vælge i mellem, og jeg har så svært ved at vælge.... Det skal jeg vist tænke lidt mere over... :)



Sunday, October 21, 2012

Efterårsponchoen

Jeg troede jo i min naivitet, at efterårsponchoen, som jeg præsenterede i sidste blogindlæg, ville være lynhurtig at strikke, og at jeg ville være færdig lang tid inden efterårsferien, hvor jeg så kunne gå rundt og nyde min ferie iført ny, varm, smart og vamset poncho. Kom bare an efterårsstorme, tænkte jeg....

Men det var lidt som om mit poncho-strikkeprojekt bare tog meget meget længere tid end jeg havde regnet med. Det startede ellers så godt. Garnet var lækkert. Mønsteret nemt. Jeg havde LYST til at strikke den og nok endnu mere - at den skulle blive færdig, så jeg rigtig kunne bruge den i efterårsferien, hvor jeg skulle besøge venner, være kulturel og gå på museum, hygge med ungerne, tulle i haven, bage en masse kage, strikke og læse... kort sagt: slappe af. Der blev dagdrømt en del om den ferie, og hvad der skulle ske. Men sådan kom det ikke til gå. Ponchoen strikkes på den måde, at det første stykke strikkes med een farve garn og en pind 3. Efter et stykke tilsættes en ny tråd i en anden farve - og pindstørrelsen øges til 5. Efter yderligere et stykke tilsættes en tredje farve og pindstørrelsen øges igen - denne gang til 8. Og sådan fortsættes med yderligere farver til pind 12 og til sidst pind 15. Og hvor maskerne fløj af pindene på pind 3 og 5, så gik det stille og roligt mere og mere langsomt, jo større strikkepindene blev.

Og nu er den færdig - og det er efterårsferien også - men så kan jeg heldigvis have den med mig på arbejde i morgen tidlig, hvor jeg igen skal til at gå mine mange daglige ture mellem Niels Steensens Vej 1, hvor jeg har kontor - og Niels Steensens Vej 6, hvor laboratorierne ligger.


Den er utrolig tæt og varm, og jeg tror den vil kunne holde mig varm i de fleste efterårsstorme.


Jeg har lavet trenser og syet knappe i som opskriften angiver, men jeg er ikke helt tilfreds. På selve opskriften er et billede af en poncho, der kun har en knap, og det ser bedre ud, men jeg tænker jeg lige ser tiden an og finder ud af om det er praktisk at have to knapper... Jeg er jo forfrossen, så måske jeg vil sætte pris på den ekstra knap, når det rigtig stormer og blæser?



Det sidste billede er af Fiberkatten, der lige skulle op og have et kram. Hun har ellers været smæk fornærmet, som kun en kat kan være det, den sidste uges tid efter at Ib - vores lille nye killing - flyttede ind. Heldigvis ser det ud til at de to unge damer er ved at finde ud af at kunne være sammen - og faktisk ovenikøbet kunne lege sammen. Det er rigtig sjovt at se...


Sunday, October 7, 2012

Hurtig efterårsponcho til ly mod regn og rusk

Efteråret er godt nok kommet de sidste dage med både blæst og regn, og alle kollegerne og ungerne er forkølede på skift, så jeg har pludselig fået travlt med at fabrikere en ny poncho til mine mange daglige ture frem og tilbage mellem kontorbygningen og laboratoriebygningen. Der er vel 200 meter at gå - og med en hukommelse med så store huller som min, så kan det godt blive til en del gåture ude i kulden og regnen i løbet af en dag, når jeg skal frem og tilbage efter mine glemte læsebriller eller hvad jeg nu har glemt det ene eller det andet sted.

Men så er det jo godt at jeg havde garn og mønster liggende til en ultra nem og varm poncho, som jeg forhåbentlig kan blive færdig med i løbet af en uges tid.



Mønster og garn er fra Karen Noe, købt i en af mine yndlingsgarnforretninger, nemlig Garniture i Middelfart. Jeg besøger den ind i mellem, når jeg er på familiebesøg i Middelfart og omegn - og det er altid inspirerende - og måske også lidt dyrt, fordi jeg altid bliver fristet voldsomt over evne. Jeg går ind for at købe en rundpind og kommer ud med to kilo garn... Men dejligt er det. Jeg faldt fuldstændigt for farverne i denne poncho - det er forskellige blå og grønne nuancer - og jeg har længe haft et stort svagt punkt for grønt.



Garnet er en blanding af merino-silke og shetlandsuld, hvor merino-silken strikkes med hele vejen, og så tilsættes der hver 12 cm en ny farve shetlandsuld samtidigt med, at der skiftes til en større størrelse strikkepind. Den er meget nem at gå til, og det er en fornøjelse at det går så hurtigt. Det er simpelthen det perfekte nu-skal-jeg-stresse-af-strik på de aftner, hvor man ellers bare ville falde om på en sofa. Og en one-size model uden montering (bortset fra to knapper), så hvad kan næsten gå galt?
  


Wednesday, October 3, 2012

Paradis(isk)-æblegele

Sidste weekend var en 'stille-weekend'. Sådan en weekend, som jeg forsøger at holde helt fri for aftaler, forpligtigelser, festivitas og alt hvad der bare lugter den mindste smule af 'pligt' og 'jeg burde også', for at få et pusterum i de perioder, hvor dagligdagen er fyldt med travlhed og deadlines og en billion ting, man burde og som man ikke når. Så denne weekend brugte jeg på noget så mentalhygiejnisk som en tur i haven, hvor jeg nød det fantastiske septembervejr med både regn og rusk og høj himmel med sol. Og alt sammen nærmest på en gang.

Det er rigtig blevet efterår derude nu. Græsset flyder med en blanding af blade og nedfaldsfrugt. Stauderne er afblomstede og visne. Urtehaven ligner jeg ved ikke hvad. Mange ting er høstede forlængst, mens enkelte andre ting står og ser noget triste ud, når de står der og rasler med bladene og svajer i vinden.
Jeg har også et lille paradisæbletræ derude. Det er cirka tre år gammelt. Det har den fineste lille stamme - og en tæt og velformet krone. Det er et rigtig træ at se på, bare i miniatureformat - sådan cirka min højde - og derfor meget nemt at plukke æblerne på. Jeg plukkede alt hvad der var på træet - og fik vel omkring tre liter små højrøde æbler ud af det.

Nu lyder det måske lidt selvmodsigende at jeg har en 'stille weekend' for så at kaste mig ud i at lave paradisæblegele, men det er det egentlig ikke. Det er nemlig meget meget nemt at lave paradisæblegele. Faktisk er det nok noget af det nemmeste at lave.

Opskriften lyder i al sin enkelthed.
Pluk og skyl paradisæbler. De skal hverken skrælles eller have fjernet kernehuse eller stilke.
Kom i en gryde og dæk med vand.



Kog 1 times tid til de er smattet godt ud. Du behøver ikke røre.
Hæld æblemos/vand op til afdrypning i en gelepose - og har du ikke sådan en, så brug et rent viskestykke i en sigte, der bliver sat over en gryde, så æblesaften kan dryppe derned. Lad det stå til næste dag.
Mål hvor meget saft, der er dryppet af og tilsæt 9 dl sukker pr liter saft.
Kog op og lad koge i ti minutters tid, mens du skummer skummet af.
Hæld saften på glas du har skyllet i atamon-vand., og sæt låg på med det samme.
Geleen vil stivne i løbet af et par timer - men panik ikke hvis det ikke er klar efter et par timer - måske er det først klar næste dag - det kommer an på hvor meget pektin, der er i dine æbler. Min æblegele i år stivnede nærmest med det samme, men det varierer fra æblesort til æblesort. (Vil det ikke stivne, så kog det op igen og lad det koge længere tid. )



Du har nu noget virkelig delikat gele med den smukkeste farve og dejligste duft og smag, der plejer at falde i både børn og voksnes smag. Og som vil give dig street credit hos enhver svigermor eller madsnob, når de hører, at du har lavet det selv. (Men lad være med at fortælle dem, hvor let det var... )

Friday, September 28, 2012

Nu også med øjne....

Det har været småt med strikke- og hyggetid de sidste uger. For meget arbejde og for lidt tid til at gøre nogle af de ting, som jeg synes er sjove og som normalt giver mig glæde og ekstra energi. Jeg har prøvet det før, og ved godt at det er et skråplan at komme ud på. At jeg ender med ondt i maven og svært ved at sove og med at skælde ud på alt og alle i min nærhed, hvis jeg ikke får balance mellem arbejdsliv og fritid. Så derfor lægger jeg planer om IKKE at have planer for den kommende weekend. Ud over måske at bage en enkelt chokoladekage. Og måske også om at holde tidlig fri fredag. Det bliver dejligt, og det er tiltrængt.

Det siger måske lidt om de sidste ugers travlhed, at det eneste, der er blevet strikket på matriklen, er et teststrik af Janette Millboms mønster på '2 hour mittens'. Som jo burde tage cirka to timer at strikke, men som nok tog mig lidt længere - ikke fordi de var svære eller kedelige, men bare fordi jeg var så træt og mast. Så selv om det tog tid at strikke dem, så stor-nød jeg det, for der var flere gode strikkenørdede detaljer af den slags, der bare gør en strikker glad. En både nem og super fin måde at slå op på, der hedder 'tyrkisk opslagning' - og som helt sikkert skal bruges igen! En variant over min egen måde at lave tommelfingre på - og det er altid sjovt at lære variationer af noget man bruger i forvejen. Og sidst men ikke mindst - en syet aflukning, som giver en meget smidig kant på vanten. Ikke noget der strammer der!
I Janettes vantemønster indgår også opskriften på hvordan man kan lave hæklede øjne, sådan at man kan give vanterne øjne. Det har en rigtig sjov effekt. Jeg er faktisk meget fristet til at give vanterne noget punket strithår også. Det kunne se sjovt ud....






Som man sikkert godt kan fornemme på billederne, så er disse vanter til et lille barn. Jeg tror Janette har lavet mønsteret til undervisningsbrug, og der giver det jo fantastisk god mening at man strikker en lille vante, så man under kurset kan nå at komme alle de forskellige teknikker og fif igennem, der er i opskriften. Og da det er en rigtig nem opskrift at justere op, så den vil kunne passe en voksen, så skal jeg have strikket mig et par vanter til mig selv også. Vanter med øjne!

Janette underviser på Tor denne weekend. Og webstrikkerne mødes i Fredericia. Jeg er smadder misundelig på hende og alle de andre, der skal deltage i både den ene og den anden strikkefestival. Tænk at være til strikkefestival hele weekenden. Strikke i godt selskab og med god mad (som man ikke selv skal lave!) og ellers bare slappe af. Det gad jeg godt!

Sunday, September 16, 2012

Japanske Vanter Version 1.0 og 1.1

Jeg er blevet klogere. Eller har i hvert fald gjort mig nogle erfaringer. Erfaring nr 1: jeg må nok erkende, at det er godt jeg ikke skal leve af at strikke, for med min strikkehastighed, så ville det ikke blive til megen indtægt. (Måske det også har noget at gøre med det der 'mer-end-fuldtidsjob' jeg har mig, der har en tendens til at stjæle noget af min strikketid? Det vil jeg lige overveje. Og kan jeg måske ændre på det?)
Erfaring nr. 2: jeg skal nok heller ikke drømme om at leve af at være strikdesigner, for der sniger sig da nogle hovsa-løsninger ind hist og her undervejs i mit 'design'. Men måske jeg bare skal vælge at se det som en slags produkt-udvikling og finpudsning af 'designet' i stedet for at se det som fejl? Jeg har det i øvrigt lidt svært ved at kalde det 'design', for ret beset har jeg jo bare kastet mig ud i at strikke nogle vanter uden at have et vantemønster, for 'hvor svært kan det være?-naiv' var jeg - men jo - lidt svært er det så. Eller rettere. Der er kommet vanter ud af det, så opgaven er løst, og undervejs har jeg så gjort mig nogle erfaringer omkring hvad man med fordel kan gøre eller ikke gøre, når man strikker vanter! Jeg burde måske derfor strikke et tredje par vanter og få lavet 'det perfekte vantemønster' - men nu er vi tilbage ved erfaring nr. 2. Jeg er ikke og skal ikke være strikdesigner, så lige nu vil jeg hellere strikke girafsweateren til Liv færdig og en god varm sweater til mig selv end endnu et par vanter!



Men nu noget om vanterne og mine erfaringer, mens jeg stadig kan huske dem alle.
I april ønsker en af svigerinderne sig et par vanter i fødselsdagsgave. Det kan jeg da godt strikke til hende, tænker jeg lettere overmodigt og helt uden at kigge på stakken af andet strik, der ligger og venter på at blive strikket færdigt.
I juni går jeg i gang. Inspireret af en gammel bog om strik fra Norrbotton, en noget nyere bog fra Marianne Isager med et fint sweatermønster og så noget garn fra Ellen. Ideen er ret banal - nemlig at slå et passende antal masker op, strikke fem-seks cm op - tjekke om vante'røret' passer til mit håndled, strikke noget der minder om mønsterrapporten fra Isager-sweateren, udtage til en tommelfingerkile i den ene side, når afprøvning viser, at det er tid til at lave en tommeltot - og så ellers bare afslutte ved indtagning i hver side - igen når endnu en afprøvning viser, at vanterne er ved at være store nok. Det er jo nemt at afprøve en vante undervejs, så hvorfor bekymre sig så meget, tænkte jeg.

Så Japanske Vanter version 1.0 blev strikket uden nogen synderlige dybe strikketekniske bagtanker. De skulle være nemme at strikke - og have sjove farveskift, som jeg havde set i strikkebogen fra Norrbotton. De fik belæg i kanten for at gøre dem lidt mere slidstærke, og tommelfingeren blev tilsvarende strikket i striber for at få den tættest mulige strik, så også den ville være slidstærk. Men så var det også slut med overvejelserne omkring vanterne i første omgang.

Men da vanterne var færdige, så viste de sig at være for små til modtageren, så det var en 'ommer', og når nu de skulle strikkes om i en lidt større størrelse, så gav det muligheden for at ændre på farverne - og svigerindens yndlingsfarve er lilla, så par nr to måtte jo hellere have en lilla farve med - samt at ændre et par ting på mønsteret.
En af de ting, som jeg ændrede på, var aflukningen. Jeg lukkede af på vante nr 1 ved at strikke to masker sammen (k2t) først på pinden og sidst på pinden (en løs af, strik en og løft første maske over den strikkede), dvs at de to aflukninger i hver side af vanten kom til at ligge helt ved siden af hinanden. Jeg synes, det var svært at få dem til at ligge pænt tæt, så ved vante nr 2 besluttede jeg mig for at der skulle være to masker mellem hver aflukning. Det gør jeg altid, når jeg lukker strømper af og det ser fint ud, så jeg tænkte det ville løse mit 'æstetiske problem' på vanterne ved at gøre det nemmere at stramme aflukningerne op.



Et andet æstetisk problem ved vante nr 1 var de stribede tommeltotte. De passer simpelthen ikke til. Synes jeg. Så vante nr to skulle have tommeltotte med et eller andet mønsterelement fra det mønster som resten af vanten indeholdt. Første overvejelse var egentlig at introducere striberne i skaftet på vanterne. Igen - det ville give lidt slidstyrke til vanten og så kunne tommeltotten godt være stribet også. Så ville det jo netop bare være en gentagelse af et mønsterelement, der allerede var set på vanten. Jeg tegnede en skitse for at se hvordan at det påvirkede resten af mønsteret - og opgav det så igen. Et stribet skaft ville forrykke resten af mønsteret på en måde, der ikke ville være 'praktisk' når man skulle strikke tommelfingerkilen - og som også ville gøre at man ikke fik gentagelsen fra skaft og til fingerspidser som der havde fungeret godt på de første vanter. Så løsningen blev at forsøge at lave det lille kors mønster brugt på skaft og spids på vanterne på selve tommelfingerkilen og tommelfingeren.



En tredje ændring i forhold til de første vanter var, at jeg samler masker op til tommelfingeren, INDEN jeg fjerner det garn, som jeg har brugt til at strikke 'hullet til tommelfingeren med'. (Orv, det er en kringlet sætning, der måske kræver en ekstra forklaring: Når jeg kommer til det sted, hvor tommelfingeren skal være, så strikker jeg de ni masker, som min tommelfingeråbning er på disse vanter, med en rest af noget andet garn. Gerne i en farve, der er meget forskellig fra den farve, der ellers strikkes med, så det er let at se.





Når vanten er færdig, så fjerner jeg denne rest garn og samler maskerne over og under restegarnet op - og har så et fint hul til tommelfingeren - og masker taget op til at strikke selve tommelfingeren med. Det lyder måske indviklet, men i praksis er det nemt og fungerer rigtig fint), for erfaringen fra første sæt vanter var at det godt kunne drille en del at samle masker op i sådan noget mønstret flerfarvestrik, når først restegarnet var væk. Det lykkedes mig heldigvis at fange alle de løbske masker på vante nr 1, så det ikke kan ses, jeg havde problemer der, men det lærte mig på den hårde måde at være lidt mindre nonchalant, da jeg fjernede restegarnet ved vanter nr 2...

De første vanter havde som allerede nævnt en belægning i kanten for at gøre dem mere slidstærke. Det er nemt nok at lave, men på par nr to afprøvede jeg en tofarvet opslagning. Det er en nem måde at få en fin kontrastfarvet kant, men kanten ruller lidt - ganske som glatstrikkede kanter vel egentlig altid gør. Så næste gang bliver det nok en belægning igen. Eller også skal jeg bare sige, at det da er med vilje, jeg har en rullekant forneden  - man kan jo ikke se at det er en 'hovsa' ting, og ikke en design detalje, der har været planlagt hele tiden (men så ville jeg nok hellere lave den som en hestetømmekant...).




En sidste erfaring - og nok en mere seriøs designmæssig udfordring af slagsen. Jeg slog op på fire strømpepinde og havde lige mange masker på hver pind og havde de to kantmasker mellem henholdsvis håndryg og håndflade. Når jeg derpå udtager til tommelfingerkile på 'håndfladen', så ender jeg med at få flere masker på denne ene side i forhold til på håndryg-siden. Det giver dels en skævhed i mønsteret i forhold til de to sider, og dels gør det at det 'bånd' på to masker, der er mellem de to sider, ikke bliver ved med at være i siden af vanten - men i stedet forrykkes om på oversiden af vanten. Og det irriterer mig nu, for det er ikke helt lige så pænt som jeg havde forestillet mig! Så en eventuel version 1.2 af de japanske vanter vil stadig have et bånd mellem de to sider, sådan at aflukningen bliver pæn - men jeg vil fremover slå op sådan, der først er lige mange masker på de to sider, når jeg er færdig med at slå op til kilen. Det er en ret banal løsning på mit æstetiske problem, og det irriterer mig, jeg ikke på forhånd havde gennemskuet at problemet ville opstå. Men sådan er det vel tit? Det er jo meget nemmere at være bagklog!

Men nu er svigerindens fødselsdagsgave endelig færdig (og kan hun heller ikke passe disse her, så tror jeg faktisk, hun får noget garn og et 'mønster' med alle mine erfaringer skrevet ind i og får lov at strikke selv) og jeg skal i gang med nye projekter. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det har selvfølgelig været meget lærerigt at lave et mønster på denne måde, men nu trænger jeg til at starte noget nyt op. Jeg har været en hel del på ravelry og kigget modeller og garn de sidste dage - og har også gransket nogle af strikkebøgerne - og jeg har egentlig bare lyst til at strikke det hele.... Jeg mangler bare nogle flere timer i døgnet og længere weekender!

   

Wednesday, August 29, 2012

Træls onsdag forgyldes af pizzasnegle

Jeg har haft en helt igennem normal onsdag af den slags som jeg tror alle almindelige mennesker render ind i ind i mellem, startende med tåge og kø på motorvejen, aflevering af barn på skole, møde der trækker ud og trækker ud og truer med at ødelægge alle planer for dagen, efterfulgt af hektiske forsøg på alligevel at nå det planlagte, mere køkørsel i et forsøg på at nå at hente barn fra klaverspil til tiden, afsluttende med at der skulle fabrikeres aftensmad til familie på fem... Men der sluttede det trælse så. I køleskabet stod sørme en rest curry, der med lidt snilde (= tilsætning af vand, for den var blevet lidt 'fast' i det)  faktisk rakte til mad til alle fem - så alt jeg skulle var at koge risene! Det var faktisk lige hvad jeg trængte til ovenpå en dag, hvor alting ellers havde taget længere tid end planlagt/normalt/ønsket - og det gav lige præcis så meget overskud at jeg fik banket en almindelig hvededej over efter aftensmaden (noget i retning af 6-7 dl vand, 1 tsk salt, 1 spsk olivenolie, ca 1 kg hvedemel). Tanken var dels at have nemme madpakker til i morgen (det vil jeg nemlig være rigtig glad for i morgen tidlig!) og dels at få brugt de sidste af de gode krydrede tomater fra sidste weekend!
Jeg delte dejen i fem dele og rullede delene ud så tyndt som muligt. Ovenpå lagde jeg et lag af de ovntørrede tomater med hvad der nu hang ved af hvidløg, olivenolie og krydderurter og dryssede en forhåndenværende revet cheddarost over. Og lige en smule salt....



Så rullede jeg dejen sammen til en rulle (li'som en roulade), skar 2½ cm skiver af, der fik lov til at hæve på en bageplade en halv times tid, og som derpå blev bagt på næstnederste rille ved 225C i ca 12-14 minutter.



De smager simpelthen rigtig rigtig godt. Bløde og aromatiske tomater med smeltet ost og sprød dej. De første tre plader er blevet sat på bordet til stor begejstring for familien (måske den der curry alligevel var blevet lidt tynd efter at jeg havde kommet ekstra vand i?), men den fjerde plade pizzasnegle er reserveret til morgendagens madpakker.  Og så krydser jeg bare fingre for at i morgen bli'r en bedre dag end i dag har været!
  

Saturday, August 25, 2012

Langtidsbagte tomater med timian, rosmarin og salvie

Opskriften er ret enkel - og passer fantastisk godt til denne tid på året, hvor der er både tomater og krydderurter i overflod i haven.Og har man ikke have, så er de købte tomater også mere søde og modne på denne årstid.

Tomater halveres og lægges i et ildfast fad fad eller en bradepande. Tynde skiver hvidløg - hvis man kan li' det - og en håndfuld yndlingskrydderurter (i dag brugte jeg timian, salvie og rosmarin, men jeg kunne også have brugt merian, origano, basilikum, persille eller hvad jeg nu lige synes...) og salt og sort peber drysses over - og derpå generøse mængder af olivenolie. Til sidst drysser jeg et ultra tyndt lag sukker ovenpå tomaterne. Og jeg mener virkelig ultratyndt. Jeg bruger nok max ½ tsk sukker til et helt fad tomater. Jeg gør det mest for at være sikker på at få sådan en slags karamelliseret lag på tomaterne, og ikke for at søde dem. De ville sikkert få det helt automatisk,  hvis de har fået lov til at modne på planten og det har været en god solrig periode, men købetomater kan godt være mere syrlige i det, og der tror jeg sukkeret er nødvendigt for at få det der lækre 'karamellag'.



Så er der bare tilbage at sætte fadet med tomater ind næstnederst i ovnen ved 120 C i lige så lang tid (i vores ovn tager det cirka 2 timer), som det vil tage at få tomaterne passende tørre og lækre. Det dufter dejligt, mens det står på - og de smager fantastisk! Jeg forsøger at tørre tomaterne langsomt, så de mister væsken uden at blive brændte ovenpå. Det kan godt være en lidt svær balance, hvor ens tålmodighed bliver testet, men det betaler sig altså rent smagsmæssigt at gøre det i længere tid ved svag varme, end at 'få dem brændt i en fart ved højere temperaturer.



Jeg bruger dem nogen gange i sandwiches - til vegetarerne tit sammen med humus eller med quinua-dunser - og til kødspiserne sammen med f.eks kyllingbryst, stegt bacon og rucola - men de kan også spises som de er som en lille tapas - eller som tilbehør eller i en salat.
Hvis jeg ikke bruger dem med det samme, så kommer jeg dem i et glas, hælder olivenolie på til det dækker og stiller dem så i køleskabet, hvor jeg gætter på at de vil kunne holde sig en uges tid eller to uden problemer. Olivenolien kan bagefter bruges i dressinger eller marinader, for den kommer til at smage skønt af tomaterne og krydderierne. 

Monday, August 20, 2012

Stribevis af striber

Jeg var et smut i Middelfart i sommerferien, og der var jeg på besøg i Garniture. Det har jeg været før, og det er altid vældig dejligt og inspirerende, for hvor er der bare meget dejligt garn i den butik, og hvor kan jeg dog i løbet af meget kort tid hurtigt få overbevist mig selv om, at jeg da bestemt ikke har rigeligt med garn allerede og at jeg da klart har tid til flere projekter, for ikke at snakke om at jeg også får overbevist mig selv om at jeg har råd til at købe alle de der nøgler garn, som jeg når at forelske mig i. Det er ikke nemt at have en selvdisciplin som en regnorm har rygrad... Vi må leve af havregrød og pasta med ketchup resten af måneden.

Denne gang faldt jeg over et meget fint sjalsprojekt som i den grad manglede et godt og kærligt hjem, og som derfor kom med mig hjem. Det består af 16 nøgler garn i forskellige farver og lidt forskellige kvaliteter, men alt sammen uld. Jeg kommer til at tænke på gåture på høstede marker og september-blå himmel, når jeg ser farverne. Og så bliver jeg sådan lidt efterårs-sentimental og glad.



Sjalet strikkes på den måde at hver eneste pind er en ny farve - og det hele strikkes i ret og på pinde 5,5. Det er simpelthen det mest simple sjal jeg har set længe. Men jeg har nu ikke tænkt mig at strikke et sjal, for dem har jeg vist nok af efter denne sommer. Jeg har i stedet tænkt mig at strikke en stribet sweater til mig selv, for sweatre har jeg nemlig ikke så mange af!  Ideen er at jeg bruger farverne og garnet fra sjalet + noget ekstra garn indkøbt til lejligheden.



Og så vil jeg skifte farve for hver omgang ganske som man gør i sjalet. Hvor sjalet er ren retstrikning, så skal min sweater være glatstrikket. Og da jeg ikke har et mønster at gå ud fra, så tænker jeg, at sweateren skal strikkes som ravlan 'oppe fra og ned', for på den måde kan jeg prøve den på undervejs, så den kommer til at passe i længden. Jeg tror, det bliver det perfekte tv-strik til dette efterår og jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang!
Jeg mangler egentlig kun to ting lige nu. At beslutte mig for hvordan kanterne skal strikkes - og så altså mere tid til at strikke den! :)